De øde Veje ud mod Verden higer,
sig snor og sniger
imellem Bankerne, hvor Lyngen bølger
og Bunden dølger.
De gamle Stier, som fra Old sig snoede,
er græsbegroede,
kun sjældent færdes mellem Nutids Sogne
her Nutids Vogne.
Bort fra de gamle Bakkers Bølgerækker
sig Livet trækker,
de ligner mest med deres lodne Kamme
Uhyrers Hamme.
Kun ligger hist og her smaa arme Hytter
ved Kær og Pytter,
hvor Mænd i Mørkningsstunden Fortid priser
i gamle Viser.
Her kørte mellem Høj og Bakkeknude
med Spand af Stude
de fordums Bondemænd til By og Kirke
og dagligt Virke.
Her var det skumle Sted for Bøddelstaalet
og Heksebaalet,
her kørte Dødens Folk i haarde Kærrer
for Dommens Herrer.
Her laa de Kroer, hvor i Angsters Kriblen
for Morderkniplen
den trætte Vandrer saa i onde Drømme
sit Blod at strømme.
Nu stemmer Vinden op en ensom Syngen
igennem Lyngen,
Hugormen lytter tavs i Busken nede
med Tanden rede.
Der kukker Gøg fra Bøgepurrets Pletter
i lyse Nætter,
og Gyvelblomster ses i Sommertide
ved Vejens Side.