Jeg staar Vagt ved Solnedgangen.
Du har set de gyldne Søjler
foran mine Himmelporte
tit, naar Sol gik ned bag Havet.
Jeg har skønne Verdensdele
paa den anden Side Havet,
jeg, som rækker Østen Haanden
bagom Jordens Ryg den brede.
Øst og Vest har lange Tider
lønligt spillet under Dække,
til en Skipper aned Uraad,
saa og røbede vort Haandtryk.
Der er Gry i Solnedgangen,
der er Solnedgang i Gryet.
Rejs mod Vest og kom til Østen.
rejs mod Øst og kom til Vesten!
Ak, jeg har et Ar, som værker,
en urokkelig Erindring.
Jeg har Mareridt og Drømme
hver Gang Maanen hæver Havet.
I en Oldtidsnat det hændte:
Surt slog Luer op af Jorden,
saa et stort og herligt Rige
sank til Bunds i Havets Midte.
Sank til Bunds i Havets Midte,
elsket dybt og evig savnet.
Endnu staar en Flok af Øer
som en Rest i Havets Midte.
Der er underfuldt at dvæle,
der er Sol og evigt Foraar,
der er Yppighed og Grøde,
som i det fortabte Rige.
Men en Ve i Arret jager
hver Gang Surt bevæger Jorden
under disse skønne Øer —
eller deres Bjerge ryger.
Der er Ve i Solnedgangen,
stille Ve i Vestenvinden.
Kom dog, kom! og se: jeg aabner
mine gyldne Himmelporte.