No er osse a bløwen gammel aa stind,
a sidder ve æ Vinni aa drimler;
imell gaar a uud aa tryn æ Vind
aa sie, hur æ Røg den himler.
Men tit gaar mi Tanker dernier i Joer
te Ann Kjestiin, æ Dreng, djer Moer.
Aa, ka En forstaa, hur æ Ti bløw av.
En test med en hiel Del Skrammel —
En regnt ett saa nyw me Or aa me Daww,
aa far En vidst av, war En gammel.
En haaj saa travvild de Staand En løwed,
aa da der bløw Linn, war æ Stoerhed øwwer.
Derhenn o Ann Kjerstiin hinner Rokk
æ Jedderkop spinder si Tæjer.
Aa læ me nu howw aa fo drown æ Klokk —
si Lodd er nær ve æ Nejer.
Der er laant te Gwol, er æ Lodd’ foroven,
men far En twilt o, stu æ Klokk for Drowwen.
Æ Soel gaar nier æbaag æ Kjærk,
æ Mand i æ Tor staar aa ringer,
æ Folk i æ Mark holder op aa virk —
aa dér kommer Annis aa Inger!
Hans Hjølli hog til, aa hun band op —
di tow er ungg aa ka rør djer Krop.
Mi Seng er rest — nu blywer ed Næt,
aa snaar maa a hen aa strækk mæ,
men naar a fræ Maar te Awten er træt,
hurfor vil æ Soel da vækk mæ?
Fræ Boer te Seng, fræ Seng te Boer —
de’ er mi Vandring herown æ Joer.
Mi Awtensuk vil a løs aa kiig
herfræ aa op te æ Stjarer,
menn Annis aa Inger gaar ve æ Diig
me Ryww aa Hjølli aa Spjarer.
Ja saadn gik jengaang, let aa liin,
a sjæl aa snakked me Ann Kjestiin.