Jeg er det dæmrende Øst,
jeg er Morgenens evige Kilde,
alt det, som vaagner, alt levende
vender sig mod mine Porte;
fra mine Riger sig hæver
Dæmringens rødmende Skyer,
drukne af Solen, de følger,
og drukne af Asiens Aande.
Rejs imod Østen og rejs
over Hav, over Floder og Bjerge,
Under skal følge paa Under
i Luft og i livsfyldte Lande.
Rejs imod Østen, staa Ansigt
til Ansigt med fremmede Racer!
Rejs imod Østen, hold Andagt
paa skiftende Religioner.
Knæl for den hellige Tinde
i Japans forklarede Himmel!
Gule Veninder i Skumringen
kysser med Kirsebærmunde.
Vend dig mod Indiens yppige
Verden af evige Drømme,
Gløden, der ulmer i Øjnenes
Mulm paa de mørknede Piger,
de, som i Hobe sig bader
ved Sol i den hellige Ganges,
bader, saa Tænderne vædes
paa lurende Vilddyr og Knøse.
Vend dig mod Urskovens Nætter,
hvor Tigrene mjaver mod Maanen,
Paradishaver, hvor Slangerne
hænger fra hundrede Grene,
frister, saa Indiens Evaer
ængsteligt hyler i Søvne.
Rejs imod Østen, forvild dig
i Persiens Eventyrtaage,
dyk dine Længsler i Tusind
og een Nat, og glem, at de svinder.
Rejs imod Østen, bliv ved,
til du kommer tilbage fra Vesten.