Kræ-Tammesen:
Hør Søwren! A vil stræv’ aa faa mi Ærind’forretted:
Vi er lig’ i æ Daww kommen av me’ wor Piig —
hun haaj gon aa lusked for møj om æ Nætter
ve’ Hans Peder Plystrups Kalgaard-Diig.
A vild’ knusendes ’jar ha stej di Dætter.
Søwren:
Vi ka snakk om æ Sager, Kræ-Tammesen! Sæt dæ!
Naa saa er Kræ-Hansens Trine re’st fræ dæ —
ja, a vidst’ no nok, te æ Tøs war tyk,
men a trow, hun haaj faa’t ’ed derned’ i æ Bakker
ve’ ham den tovvele Skomagerplyk.
Kræ-Tammesen:
Nej gu haaj hun ett. Hun haar sjel bekjend’,
te Hans Peder Plystrups Kaal haar rend’
aa fjanted me’ hind, den rø’skjægge Rakker.
Æ-fø’st vild’ hun ett vær’ ve’ed, æ sølle Skidt,
men en Daa, lig’ far vi sku te’ aa ombygg
æ Staald, saah a te’ hind, frank aa frit:
„Enten er du tyk, heller osse haar du Trommsygg!”
Hun bløw bleg om æ Nev, aa me’ Wand i æ Yww
swaard hun: „Ja de’ hjælper wal ett aa lyww!
De’ er osse kywsom, te en ett ka læ vær’
aa flanni me’ di forbannede Knæjtt,
for huddn en saa læ’r si Klæjmoler skjær’,
saa ka di sgu find’ hwer Stropp aa hwer Hæjtt!”
— Naa, væk er hun kommen den triddi September.
Ka a stee di Dætter te’ den fø’st November?