Luften var mæt af Mørke,
Jorden var tung af Nat.
Da tændtes paa Bavn et skinnende Baal,
og Blæst tog i Flammerne fat.
Gnisterne føg som en Ildsne om
i Luftens stormfulde Øde;
Luerne sneg sig om Veddet og glammed
spottende Mørket i Møde.
Slog sig som vilde Vinger ud,
til Flugt mod Himlen vendte,
svøbte sig opad den bølgende Blæst,
som om det var Blæsten, der brændte.
Men Veddet smuldred i Ildens Vold, —
og just som dets Kraft var tæret,
fløj Flammerne bort som Aandesyn —
jeg saa kun Mulmet og Vejret. —
Som Baalet flammer min ensomme Sjæl,
saa Skær og Skygger skælver
vide ud i den vældige Nat,
der over mit Syn sig hvælver. —
Og medens Veddet som Aske sank,
og Natten faldt til om Skæret,
stod jeg og stirred udover min Død,
men saa kun Mulmet og Vejret.