Thøger Larsen (1875–1928)

Over Forsumpnings mugne Tabernakel

Lucifer steg med Morgenstjernens Fakkel,

aabned for Gryet Portene i Østen,

      hævede Røsten:

"Nu er det Tid for Folket til at vaagne,

vend jer mod Lyset, alle By’r og Sogne,

rejs jer fra Hverdags Trældom, Baand og Byrder

      og jere Hyrder".

Truende Skrig fra Taagernes Orakler

glammede altid op mod Gryets Fakler,

kaldte: "O var jer. Faar, for Morgenkulden,

      hyl jer i Ulden!"

Halvhundred Aar gav Ekko af Fanfarer,

Lyseren slynged over Folkets Skarer,

langsomt der samled sig en Flok om Kilden,

      Aanden og Ilden.

Let gaar den vaagne i sin Søvn tilbage,

griber i Famlen sine egne Dage,

stadig dog vokser gennem Drøm og Dvælen

      Lyset i Sjælen.

Lyseren endnu lige stærk sig svinger

hen over Sekler paa sin Ungdoms Vinger,

samler om sig i Livets Dragt til Møde

      Stormænd som døde.

Lyserne samles om ham i hans Stuer,

kommer fra svundne Aar og sunkne Tuer,

kommer fra fjerne Bo i fjerne Lande,

      Lys vil de blande.

Mester! for Lyset, du forlængst lod tænde,

hilser vi dig med Fakler højt i Hænde,

takker for Gryet, unge Evners Grøde

      vokser i møde.