Thøger Larsen

Til Professor Harald Høffding

Som de fjerne Sole

i det mørke Hvælv

stiger Lysets Aander

over Tidens Elv.

Aandens Mænd kan ældes,

graane, synke ned,

Aanden skinner roligt

i sin Evighed.

Frem fra Gry til Aften

rækker Mandens Sti.

Men mens Aanden lyser,

er han ej forbi.

Var hans Aasyn ud mod

Evigheden vendt,

vil dens nye Slægter

se hans Stjerne tændt.

End mens Aftenvinden

suser i hans Træ’r,

hilser unge Sange

højt hans Morgenskær.

Hil den gamle Mester

ved de unges Bord!

Tak for Lys og Grøde

fra den nye Jord.