Over Kløften bag Amalfi
er den lille By Minuto
med en faldefærdig Kirke
og en Klynge simple Huse.
Men fra Torvet i Minuto
ser man ud i Verdens Skønhed.
Opad, opad vinker Bjerget
med en høj og ensom Pinje.
Udad vinker Golfens Vidder
og i Øst Ravellos Haver,
og i Øst Ravellos Huse
henad Ryggen af en Bjergskrænt.
Nede vinker Mølledalen
med den gamle By Amalfi
mellem Klipperne ved Stranden,
med Duomens Taarn mod Himlen.
Tæt derved er Dragedalen
med Atrani By, der bygger
under, opad, ind i Klipper,
mellem Dalens Dragekæber.
I den lille By Minuto
vrimler Børn fra alle Døre,
Svin i Gadens Trapper grynter,
Mænd og Kvinder gaar med Byrder.
I den lille By Minuto
leved der en gammel Kone,
lille, rynket, graa og udslidt,
men med unge stærke Sønner.
I sin Ungdom gik hun spændstig,
rank med Byrder paa sit Hoved,
i de samme skønne Bjerge,
paa de samme svære Stier.
Tretten Hundred Trin at dale,
tretten Hundred Trin at stige
ned og op ad vredne Trapper
det var Turen til Amalfi.
Did hun gik med Vin i Høsten,
gik paa alle Aarets Tider,
snart med Varer til at sælge,
snart med Varer, som hun købte.
Hurtigt nedad, langsomt opad
under Solens hede Straaler
saadan gik hun fra sin Ungdom,
til hun blev en gammel Kone.
Op og ned ad disse Trapper,
rundt imellem disse Bjerge
vandrede hun fra sin Ungdom
Haaret graaned under Solen.
Til hun saa det blidt og sorgfuldt,
at det led mod Livets Aften:
Vej til Scala, til Amalfi
alle Veje gik mod Graven.
Ned hun satte sig paa Kanten
af en Sten i Fjældets Side,
stirred vide over Havet,
vide over By og Bjerge.
Solen brændte. Alt var stille,
blaa var Himlens hule Hvælving,
grøn, violblaa, drømmegylden
lyste Middelhavets Vidde.
Fjernt sydøst som Taagebjerge
laa det høje Land bag Havet,
halvvejs hyllet ind i Himlen,
fjernt som blaa og taaget Ungdom.
Ak som Ungdom, ak som Ungdom!
Hist ved Bjergets Fod Majoris
Huse som en Blomsterklynge
straaled Solens Skin tilbage.
Pinjen i Cimbrones Have
bredte ud sin Krone ensomt,
som en Solskærm for en sunken
tusindaarig Søvn i Jorden.
Kirkeklokker i Ravello
klang og klemted over Kløften,
Malmens ømme mørke Røster
svøbte sig i Dagens Straaler.
Hør — en Pigestemme synger.
Nogle smaa og korte Klange
flyver ud fra Pigens Læber
som fra Reden Fugleunger.
Først en Pakke, saa et Hoved,
saa en Pige stiger langsomt,
stanser, stiger lidt og synger
som smaa Vingeslag i Luften.
Og hun gaar forbi og smiler
med de unge kaade Øjne,
mørk og myg og sejstenaarig,
venligt smiler Marietta.
Ungdom, Ungdom. Se hun stiger,
fjedrer paa de bare Fødder,
Musklerne i hendes Lægge
leger glatte under Huden.
Og den gamle Kone føler
en Beklemthed i sit Hjerte,
som en Sten var lagt at stemme
Vældet i en Kildes Munding.
Saadan gik hun i sin Ungdom
fjedrende paa bare Fødder.
Og en Sommerdag en Yngling
fulgte opad efter hende.
Og han sang en lystig Vise,
mens med Øjnene han fulgte
hendes myge Pigemusklers
glatte Gliden under Huden.
Aa — hvor var det dengang Solskin,
aa hvor tindred Middelhavet,
aa hvor ømt de fjerne Bjerge
svøbte sig i Luftens Blaanen.
Alle Dagene om hende
laa som Kuglesvøb af Dunfrø
rundt om Løvetandens Hoved,
laa som Glorier af Drømme.
Og de mørkblaa Maanenætter,
der paa disse Dage fulgte,
som en Pige skifter Kjole!
Aa de mørkblaa Maanenætter.
Alt forgik. De unge Munde
kyssed sig tilsidst i Slummer.
Solen rendte gennem Dagen,
Maanen rendte gennem Natten.
Aldrig skinned nogen Sommer
ud i Evighed som denne,
altid Sommer var dog Sommer,
men hvor endte de dog alle?
Han var død forlængst. Og dengang
var hun selv en falmet Kone.
Aa men nu — hun skyed Spejlet,
ligned kun et runkent Æble.
Dog var Jorden endnu Jorden,
dog var Solen endnu Solen,
og det gamle Hjerte hulked
efter Glansen af sin Ungdom.
Men hun havde sine Sønner,
nu stod de jo midt i Vaaren,
nynned, naar de unge Piger
trined forrest opad Trapper.
Og de glemte hende ikke,
selv om hendes Ungdom visned.
Nej, jo mer hun maatte visne,
desto mer var de i Grøde.
Tak til alle Himlens Kræfter.
Disse gode stærke Sønner
arved hendes tabte Ungdom.
Maatte Aarene gaa langsomt,
gaa med Sol og gode Stjerner
over deres Ungdoms Dage,
saa de kunde vare længe.
Og hun saa med deres Øjne
frem mod Havet og Amalfi,
frem mod Skræntens Pinjekrone,
frem og ud i Evigheden.
I en mørk og fattig Stue
laa en lille vissen Kone
stille paa det hvide Lagen,
lange Lys var tændt ved Sengen.
Død i Gaar, i Dag i Graven!
Landet har en Lov, der byder:
den, der dør, skal ned i Jorden
før det næste Døgn er gaaet.
Hendes Sønner stod ved Sengen,
stod og hulkede som Drenge,
stod med Hjertets Rødder revet
fra et dødt og visnet Hjerte.
Stille laa hun paa sit Lagen
i den gamle slidte Kjole,
den, hun bar, naar hun var ude
paa sin Færd i Bjergets Stier.
Kun de graa og grove Strømper,
som i tykke Saaler endte
hendes Sko i Bjergets Stier —,
fulgte ikke med i Graven.
I sin gamle slidte Kjole
laa hun paa det hvide Lagen,
men med nye Silkestrømper
og med Laksko fra Amalfi.
Her paa Jorden var hun plyndret
for sin Ungdom, for sin Skønhed,
graa og fattig var hun bleven
under Livets Aag og Trældom.
Silkestrømper dog og Laksko
thi maaske bag Grav og Skærsild
kunde hænde sig, hun kaldtes
til en Dans paa Himlens Roser.