Saa fik vi Sommer i Riget.
Solen gik atter mod Krebsen.
Rivende Buer
som Surr af Skruer
slynges af Bien og Hvepsen.
Surr, som dreves af Skruer
Drømmenes Flyvemaskiner.
Anker de letter
og Kursen sætter
blindt uden Sikkerhedsliner.
Følfod og Fandens Urter
trumfer igennem det grønne.
Barndommen sanker
sig Sol og Tanker
rundt om den synkende Rønne.
Koen vejrer mod Rugens
korte klargrønne Rafter,
Lugten og Smagen
af Solskinsdagen
i deres Celler og Safter.
Koen er enig med Mulden,
Solen har holdt, hvad den loved;
badet i Baalet
har Grønhed straalet
ind i det hornede Hoved.
Lyt til de flimrende Højder,
som vore Øjne ej taaler:
tindrende Kvidder,
et Tonegnidder,
Stryg som af Straaler mod Straaler!
Se, hvor de virmende Solstænk
sprutter af Mørket i Fjorden,
dykkes og vugges,
bli’r tændt og slukkes,
flygtigt som Glæden paa Jorden.
Bondepiger sig bader
sorgløst i Vinduers Paasyn.
Kaldet de følger
fra Sol og Bølger,
møder for Skaberens Aasyn.
Møder som Fabelens Eva,
Livets og Morderens Moder.
Glemt og forborgen
sin nøgne Morgen
frier hun af Tidernes Floder.
Nuet sin Nøgenhed hæver
ud af sin Særk og sin Gemsel,
strækker sin Grøde
et Smil i Møde
af den alfavnende Glemsel.
To Smaafluer i en Smørblomst
sidder i guleste Gammen.
Søde Minutter
begynder, slutter.
Ilddrømmen nyder de sammen.
Ak, det er Sangen om Ildens
evig fortærende Naade,
Yppigheds-Kildens
og Afgrunds-Ildens
grumme og grønnende Gaade.