Om Panden mig lufter
Foraarets Briser.
Men Øret fyldes
med vraltende Viser.
Af Præster ledes
de luvslidte Toner.
Omkvædet tralles
af runkne Koner.
Og Masserne svulmer
i Fryd og Gammen,
tykner af Andagt,
lyser i Amen.
Skønt selv saa normale
de ynder Sensation
i Drama, Roman
og Religion.
De gør Livet til Flovhed
bag Vane-Skimlen,
gi’r Jorden en Grovhed,
gør Fattiggaard af Himlen.
Mod Vantroen spruder
dem Ild og Svovl af Munde.
Man maa dyrke deres Guder
og klappe deres Hunde.