Aftensolen gløder
paa Klipperne ved Sorrent,
som var af et indre Ildskær
Stenvæggen gennembrændt.
Skibet hviler paa Golfens
mørke mulmblaa Vand,
der spejler de tavse Bjerges
drømmende Aftenbrand.
Jeg staar paa Dækket og stirrer
med Trolddom over mit Sind.
Forude hæver sig sløret
Vesuv med rygende Tind.
I Vest, hvor Solen synker,
har Skyerne brændende Sømme,
mens højere oppe de blunder
i blegnende Purpurdrømme.
Farverne falmer. Vi sejler
videre fra Sorrent;
det dør og daaner og dunkles
vidt over Aas og Skrænt,
og medens Damperen pløjer
sig fremad i lange Duv,
ulmer der lurende Gnister
i Svælget af Vesuv.
Napoli venter. Den tændte
en Stjernesværm af Lys,
der ligger og flakker uroligt,
som rørte dem Søens Gys.
Gnister langs hele Kysten
des mere og mere klare:
Napoli, Herculanum,
Pompeji, Castellamare.
Skyerne viger, og Himlens
Stjerner bli’r ogsaa tændt,
Sydens høje Himmel
om Napoli-Golfen spændt.
Aa — de Stjerner dem saa jeg
fra Danmarks Søer og Sunde;
jeg sender mod dem en Hilsen
til Danmarks bladløse Lunde.
17. Febr. 1926.