En Foraarsmiddag ved Nytaarstide
med Himlen blaa som af Sommerminder
gaar jeg igennem den lille Bjergby
med gamle Taarnes forfaldne Tinder.
Og langs med de høje, hvidgraa Huse
staar snakkende Flokke foran Facaden,
ved Piazzaens Brønd og ved Kirkemuren,
og Barnet dier sin Moder paa Gaden.
Og Moderen staar der med Sol paa Brystet
og ler og pludrer med Piger og Koner,
nogle har Stemmer, som om de skændtes,
andre har Stemmer som Lokketoner.
En mørk lille Pige med Solskinsøjne
talte til mig med Italiens Tunge,
en kvidrende Engel med Kløft i Hagen,
en smilehullet Italiens Unge.
Det gamle Taarn paa den bratte Bjergskrænt
knejser forfaldent mod Tyngdekraften,
det Taarn, fra hvilket Bethlehemsstjernen
sank i den sene Juleaften.
Stjernen, som daled ved Midnatstide
over Bambino og Folk og Fakler.
Men Dagen døser i Sol og Blaanen,
og Haslen staar med hængende Rakler.
S. Cataldo, 30. Decbr. 1925.