Thøger Larsen (1875–1928)

I Septembers vemodige Sol

kom til Jorden et sommerligt Sind,

i hvis Kroge det glimted og gol

mod en Dag, i Aartusinder blind.

Men hvor vaagner saa blodigt et Krav

om en Vaar, som i segnende Høst?

Det er som at staa ved sin Grav

og se langt mod de saliges Øst.

Og hans Sang blev den duggede Ild,

som slog hulkende ind imod Bred

fra en Verden vidaaben og vild

og brast gylden i Latter derved.

Den har vugget i Havenes Arm

og paa Floder fra Bjærgenes Tind,

den har koglet ved Højenes Barm

og blusset mod Æblernes Kind.

Fugl Fønix! Faa Danmarks Eng

galer nu Leernes Staal!

Der redte du Hjertet en Seng

paa Sangens fortærende Baal.