Hvad er vi, alt vort Værk og vore Aar?
Vi, som i Dag bebor en kølnet Klode,
vi, som har dyrisk Rod i Urtids Vaar
og siden, fyldt af muldne Kræfter, groede?
Vi, som har rejst fra vi var vilde Dyr
i tavse Himmelsvælg, der svangert blaane,
med evig samme Sol paa Eventyr
og slæber med os Nat og Død og Maane?
Hver Kvæld, med Sjælen ramt af skarpe Glimt
fra Rummets Tusinder af Baal og Brande,
sover vi ind i os selv og fanger Skimt
af Underverdenens henviskede Lande.
Fortid og Urtid rører sig fortabt
i denne Dukkert i vort Væsens Afgrund,
og evige Evner, hvorved vi er skabt,
skyder sig op fra Søvnens sorte Havbund.
Søvnen er dyb og gaadefuld og sær,
som Millioner Aar, hvis Glemsel spøger
kaotisk i en lav Bevidstheds Skær
og stundom en Opstandelse forsøger.
Der dæmrer Drag af forhistorisk Fryd,
af længst nedmanede, barokke Skræmsler,
af Angst, hvis Udtryk er uformelig Lyd —
vor Sjæl forbrænder tusind svangre Glemsler.
I Drøm vi svæver over Mark og Mur
ved lønlig Kraft, vi pludselig erindrer.
Oldfuglen rører sig i vor Natur,
mens ingen Tvivl de tabte Evner hindrer.
Vi lokkes op af Søvnens Bad ved Gry,
ved Verdensbaalet, som vort Syn ej taaler.
Vi drømmer Værker frem, vi bliver ny,
faar Fremtidsve ved Skaberkraftens Straaler.
Vi Øjeblikkets Børn faar Fremtidsve,
vi foreløbige Former for en Grøde,
vi glæder os til Ting, som først kan ske,
naar vi i tusind Aar har været døde.
Der drømmes hedt og heftigt Dagen lang,
mod grønne Bredder gyldne Bølger plaske.
Oldfuglen minder os endnu en Gang,
vil som Fugl Fønix avles af sin Aske.
Ak der er Fremtid nok for vilden Drift,
Titusind Aar er kun som Dryp paa Jorden,
en Kornmarks Duven under Vindens Vift,
et hastigt Stormløbs Lune over Fjorden.
Ak, alt hvad nu vi virker, digter, saar,
alt som for Fremtid skal vor Sjæl bevare,
hvor skal det søges om titusind Aar,
naar andre Slægter gennem Himlen fare?
Har Kloden nogle Tusind Gange fulgt
sin Bane om den Sol, hvortil den bindes,
er Nuets Land i Underverdnen dulgt
og Dansk et Sprog, som intet Væsen mindes.
Hver Bog, vi skrev, hvert Billed, vi har malt,
hvert Gran af os og al vor hede Færden
er manet ned og overvundet, kvalt,
forbrænder tavst i Mineralers Verden. —
Men hvis du vaagned op i hine Aar,
som nu du rører dig ved Morgenrøde,
du vilde søge, hvad du slap i Gaar —
saa hastigt rinder Tiden for de døde.
Du vilde spørge: »Hvor er Hus og Slægt?
Er det en Hund, som henad Vejen springer?
Og dette store, skinnende Insekt?
Et Menneske med solforgyldte Vinger.
»Hvad er der sket i Nat? Nu samme Lyd!
Der svirrer atter een forbi med Gny
i lange Buer mellem Mark og Sky,
og se en Sværm, der larmer ud i Syd.
»Hvad er der dog i Mørkets Timer sket?
Se Planter, aldrig nogen saa i Norden!
Gaar jeg i Søvne? Vandrer jeg paa Jorden,
paa mine Fædres trolige Planet? —
Ja, om du vaagned op i fjerne Aar,
du vilde være inderlig alene,
du havde lange Veje til i Gaar,
du hørte hjemme mellem Ler og Stene. —
Og tænk dig om ethvert satanisk Dyr,
hvorover Fortids Dag sig naadig hvælved,
stod op, naar en af dine Morgner gryr,
du vilde tro dig død og dybt i Helved.
Det virkelige Liv i Urtids Aar,
det vilde slaa med navnløs Gru din Hjerne.
I Glemsels Maanestilhed Gyset gaar
fra dunkle Morgendybder i din Stjerne.
Frygt ej, de Slægter, ingen nu har kendt,
tog Jorden i sig, deres Tid er endt.
Til dine Dage skal de aldrig stige.
De er forvundne i de dødes Rige.
Dog var de skabt af Jord og Ild som vi,
vi er de samme Kræfters Atterkomster,
vi vaagned op af alt, som er forbi.
Paa Dødens Træ vi gror som Nuets Blomster.
Alt, hvad der sank med standset Blod og Saft,
hver Livsens Sjæl, der haabet har og gruet,
har ofret alt sit Væsens Klodekraft
paa dette ene Værk: at skabe Nuet.
Og hvad er Nuet? Kun et Lysminut,
hvor alle Lyster raaber mod det næste,
hvor Sjæle jager mod det sorte Slut
med vigtigt Bud paa Drømmes vilde Heste.
Hvor Evnen veed ej Grænser for sit Værk
og trykkes ved, at Uhrets Viser skrider,
at Virkedagens Gang er altfor stærk,
at Vaaren er forbi ved Høstens Tider. —
O — lad mig gribe dig, du rige Nu,
du Sluse for al Evighedens Strømme!
Al Fortid og al Fremtid ejer du,
alt Jordeliv i Stof og Form og Drømme!
Hvad muldne Slægter i en Oldtid fjern
har drømt ved Fluesurr i Solens Klarhed,
det surrer nu som vilde Hjul af Jærn
og øger Evnens Frihed, Flugt og Snarhed.
Hver herlig Drøm, som Sol endnu faar vakt
af Mørket bag de tætte Hjerneskaller,
skal blive klædt i Elementers Dragt,
gaa frem i Hestekræfter og Metaller.
O hvilken Fryd, at Skabelsens „Bliv Lys”
har kastet sine Straaler i min Hjerne,
selv om engang de slukkes i et Gys,
og al min Sang forvitrer i det fjerne.
De Millioner Aar, som slumrer bag
den Stund, da Verden for mit Syn sig tændte,
forløb for mig, som Natten før i Dag,
og jeg fik Nuet øget ved at vente.
Du bød mig al din Rigdom, Moder Jord,
hver Verdensdel, hver Race paa din Runding.
Og jeg er mæt af Glæderne i Nord,
da ligger Skibet klar ved Flodens Munding.
Da hoster Dampen fra de spændte Rør,
og Stempelknækket gaar som Satans Albu.
Nu er der Tid, før Kraft og Ungdom dør,
at plukke Nordens Mos og Sydens Valmu.
Nu er der kort fra Solens Gæstested,
hvor den gør vel mod Korn og Kvæg i Landet,
til hvor den staar i Zenith helvedhed
og ruger Øgleunger ud i Sandet. —
O — Nuet bliver mer og mere rigt,
og alle Hastigheder højt skal spændes.
Den Fryd, som hopper i et stenet Digt,
skal løfte sig til Flugt, før Digtet brændes.