Op Fuldmaanen i Østen stiger,
op over Monte dell’Avvocata,
Bjerget rejser Ryggen i Mørket,
skygger dybt over Dal og Bolig.
Maanen maner sin milde Trolddom
underlig, inderlig ind i Natten,
Stilhed ligger og lyser spinkelt
over Ruiner og øde Gader.
Ud over Vidder og Vin-Terrasser,
hvidgraa Kirker og hvidgraa Huse
sænker Maanen i Søvn og Drømme
alt mellem Aase i Øst og Vester.
Højere gaar den gule Skive,
tvinger alt Liv med Tvind af Straaler,
ind gennem Skoddernes Sprækker siver
søvnigt et segnet Skin langs Væggen.
Intet Lys har i Livets Verden
ejet saa stivnede stille Straaler,
intet ejer en Afmagts Styrke,
snigende, maalløs, som Maanelyset.
O, men den gamle gule Skive
bærer den døde Medusas Hoved,
mørkt gennem Skjoldets Skær det stirrer,
stivner alt Liv til Sten i Natten.
Maanen sig højere, højere hæver,
gaar mellem Zenit og Syd sin Bane.
Ude paa Golfen Guld den drysser,
Guld med et Glimt af glemte Verdner.
Ude paa Pynten Pinjekronen
tegner sig mørk mod Middelhavet,
Bølgerne gynger med Genfærds-Lysen,
skummer af Glød fra skjulte Dybder.
Maanen hæver Havenes Vidder,
løfter de vaade Verdensdele,
højere Sø over sunkne Lande,
højere Higen i Hav-Uhyrer.
Maanens Ansigt har atter vendt sig,
Skiven har atter skiftet Billed.
Se, i dens venstre Side tegnet
mørk en Kvinde, en Mand i højre.
Dem har de gamle Augurer tydet,
stirret fra Templer og Taarneglugger
op gennem klare Oldtidsnætter,
stirret og stirret i stum Forundring.
Mørke Guder i gylden Verden,
hellige Guder paa Himmel-Øen.
Parret er skilt af en Pinjekrone,
Manden hælder sit Hoved mod den.
Alt har de gamle Augurer tydet:
Rhea Kybele paa rullende Vognhjul,
trukket af løbende Løveforspand,
iler frem mod den elskede Attis.
Fremad stævner den store Moder
mægtig den Vej, som Maanen iler,
holder med venstre Haand paa Pauken,
trommer med højre Haand paa Pauken.
Attis hælder sit Hoved mod Pinjen,
Maaneherren, Menotyrannos,
frygisk Hue paa Hovedet bærer
Maaneherren, Menotyrannos.
Maanedlig Attis med Maanen dødes,
Attis dog atter staar op med Maanen,
altid fejrer i Fuldmaaneskiven
Rhea sin elskte Ynglings Genkomst.
Bjerge da ligger i lyse Drømme,
Guld da gynger paa Golfers Flader,
Rhea møder Menotyrannos
salig i Midnat og Maanestraaler.
Salig, men som i en sunken Verden,
stille staar Attis med Hyrdestaven,
staar der og venter den store Moder,
dragen som op fra en Drøm i Graven.
Jordens Sjæle har Syner i Søvne,
Maanen synker, og Marerne rider,
Skyggen fra Vesten vokser langsomt
opad Monte dell’Avvocata.
S. Cataldo. Decbr. 1925.