Danmark fødte svimmel
tusind Somres Flor.
Her en naadig Himmel
fandt en frodig Jord.
Folkets Barndom lo sig varm
mellem Højes Puder,
hvor de unge Guder
laa i Frejas Arm.
Urd med sine Terner
svang paa Midnats-Stol
Hjul, besat med Stjerner,
rundt om Himlens Pol,
spandt for Danmark Tidens Traad
gennem Vinter-Øde,
gennem Sommer-Grøde,
gennem Smil og Graad.
Ind i Folkets Aarer
spandt hun Lykkens Guld,
selv om mange Taarer
faldt paa Danmarks Muld.
Sind og Muld af Graad og Regn
fik de indre Kræfter,
som bar siden efter
Vaarens skønne Tegn.
Heimdals Sønner øver
deres Idræt godt,
Korn og Græs og Kløver
gror, hvor de har traadt.
Sol og Sky fra Himlens Blaa
mildt sig mod dem vender,
signer dem, hvis Hænder
klæder Danmark paa.
Danmarks Blomsterkjole
ligger broget bredt,
som en Drøm om Sole
over Græsset spredt.
Og fra Mulde stiger frem
midt i Blomstervrimlen
Folkets Sang mod Himlen,
alle Soles Hjem.
Land, som Havet køler
gennem Kvæld og Gry
Land, hvor Koen brøler
under Tordensky,
Land, hvor Barnets lyse Lok
vifter over Dige!
Gamle Danmarks Rige!
Elsker jeg dig nok?
Danmark! Fuld af Gaver
er din Sommerfavn,
Agre, Enge, Haver
vinker i dit Navn.
Tak for Roser, Tak for Tjørn!
Danmark, Moder kære!
Vi vil tro dig være,
alle dine Børn.