Sommerstormens Graavejrspisk
svinges over Vigens Bølger,
under Tangen Vigens Fisk
sig for Vandets Skælven dølger.
Over Molslands Bjerge ruger
lange luftblaa Slør, som suger
dem i Drømmesvimlen
halvvejs ind i Himlen,
den, hvis graa og uldne Vrede
lavt om Dagen hænger nede.
Ebeltoft, den lille By
med de trange, krumme Stræder,
ligger ydmyg under Sky,
kappes ej med store Stæder.
Mod dens Strand gaar Bølger stride,
som paa Blæsten red Stig Hvide
frem af Fortids Taager
mellem Uvejrs-Maager,
som laa Bindingsværk og Tage
tyst i Ban af gamle Dage.
Blæst i slidte Træers Løv
høres hæst med Sorg at suse,
piner sig med Støn og Støv
ind imellem skæve Huse;
som et Genfærds-Ridt den kommer,
skærer gennem Dag og Sommer.
Holder mørke Drømme
haardt om Stormens Tømme?
Byen med de trange Stræder
knuges mer end store Stæder.