Danmark laa bølgende rigt i dit Sind
med sine Bakker og Fjorde,
Aaer sig skar gennem Engene ind,
svaled de tørstige Hjorde,
Kornet blev vugget af Havenes Vind
som i Drømme.
Paradisnætter, hvis Himle i Nord
saligt ved Solsengen vaage,
som ved en Vugge den nordiske Mo’r
sidder med sænkede Laage,
dugged af evige Dyb dine Ord,
dine Sange.
Hen over Danmark nu Sangene naar
vidt som fra Vesten til Østen,
Sang under Hylden i blomstrende Vaar,
Sange ved Rugen og Høsten,
Sang, hvori Mulde og blaanende Aar
giver Kræfter.