Der boede otte Blishøns
i Rørene rundt om Søen.
De seks var Unger og avlet
i Rørene rundt om Søen.
Den Rede, hvori de var ruget,
laa som en Baad og vipped,
skjult i den susende Rørskov,
da de af Æggene pipped.
Snart alle otte sejled
paa Fangst fra Rørskovens Stammer;
de spejded med Hovedet nedad
flittigt i Dybets Kammer.
En kort og panisk Tone
sendte de tit over Søen
mod Sommernætternes Blændværk
af ulmende Søvn og Døen.
De sejled paa deres Buge,
naar Solen kastede Brande
om dem, saa de maatte svale
Øjnene under Vande.
De sejlede tavst, naar Maanen
steg over Tage og Tinder
med Smilet fra Underverdnen
og Skærsild om sine Kinder.
Men Solen sank gennem Høsten
og dykked sig ned i Syden,
og sort og skummel blev Natten,
og Blæsten blev ond i Lyden.
Og Stjernernes rolige Sølvblik
fra Sommerens Himmelside
veg for andre, som Mørket
tirrede rasende hvide.
Og hvor de spæde i Kurven
blev der for Stormene aabnet,
Rørenes Skov blev hugget.
Saa stilned det som i en Afmagt
— en Braad gennem Verden stukket,
Vidderne haarde og øde,
Vandene laast og lukket.
En stille Dag, mens Solen
gik lavt som paa Gravens Munding,
stod otte Blishøns paa Isen
i Midten af Søens Munding.
Otte fattige Blishøns
stod der med kolde Fødder
Time efter Time
som Planter paa deres Rødder.
Vidderne haarde og øde,
Vandene laast og lukket,
Kulden piner til Døde,
sløvet Sol bliver slukket.
Time efter Time
stod de smaa der alene
i Søens inderste Midte
paa Vand, der var haardt som Stene.
Otte fattige Blishøns,
Fiskere, jævne Fugle,
havde nu faaet det saa haabløst
øde paa Jordens Kugle.
Saa kom da Natten, den onde,
for Dagens Armod at arve —
end stod de smaa der alene —
de sluktes ud som en Farve.