Thøger Larsen (1875–1928)

Den unge Digter øjned

fra Aandens hvide Sky

sit Land i Bølgen grønnes

og Folkets Frihed gry.

Hver Fugl i Himmelbuen

en Stjerne var af Sang

om Kærlighed til Tuen,

hvor Livets Kilder Sprang.

Og i de stille Dale

tog Piger Neg i Favn,

og Frihed laa i Vuggen

og mumled Solens Navn.

Den Drøm, som Ungdom drømte

i Vaarens hvide Sky,

tog Manddom med til Jorden

for Jorden at forny.

Nu raser Ondskabs Uvejr

i mangen herlig Egn

med Hadets hvide Lynild

og Blodets røde Regn.

Og Dødens Engle lurer

i Bølgen sommerblaa.

Tør nogen Eng nu grønnes,

naar Verdener forgaa?

Tør Folkets unge Frihed

nu paa sin Fremtid tro?

Tør Danmark ligge rolig

og lade Rugen gro?

Den unge Digters Manddom

staar nu paa Mulde Vagt

om alt, som Vaarens Drømme

fik frem af Jorden bragt.