Elskovs-snilde, evige Afrodite,
Barn af Zeus paa vidunderfarvet Trone!
Tæm i Sorg og Tynge min Længsel aldrig!
Hør mig, Gudinde!
Men kom atter nu som i fordums Dage,
naar min Røst dig naaede fra det fjerne,
og i gylden Vogn fra din Faders Bolig
hastig du iled.
dig i Buer gennem den Luft, som skiller,
vidt fra Himmelhvælvingens høje Bolig,
Mulden den sorte.
Snart var du her. Lykken omkring dig lyste
fra dit Smilende, udødelige, skønne Ansigt!
Om min Ve, du spurgte og hvi dine Klager,
atter dig kaldte.
Spurgte: „Hvad mon dette forrykte Hjerte,
hedest savner? Hvem vil du helst, der favner?
Hvem skal fristes? Sig mig nu, saa saare,
piner dig, Sapfo?
Tro mig: den som flyr dig, skal selv dig søge,
den, som vrager Gaver, skal give Gaver,
den, som ej dig elsker, skal snart dig elske
selv mod sin Vilje”. —
Kom som før og stil du min tunge Kummer!
Hvad min Higen vilde den elskte volde,
lad det Gengæld møde! giv Sejr i Kampen,
staa ved min Side!