Jord, du straaler
paa andre Verdners Himle
som en Stjerne over Lunden,
som en salig Drøm
i Aftenstunden.
Men, Jord, vi andre,
som bor hernede
og har vor Rede
mellem dine Bjerge,
paa dine Sletter —
som jubler i lyse Dage
og fortvivler i mørke Nætter —
vi er Sjælen i dit Stjerneblik.
Vi kommer fra Edens Have —
i Barndoms Himmelflugt,
i Alderdoms Fald mod Grave,
berusede, jublende,
forpinte og søndertraadte,
forgudede, forraadte.
Vi kommer fra Eden
med Tidernes Morgen i Sjælen,
vi kommer fra Afgrunden,
Blodpølen og Marterpælen;
Fisken farer til Himmels
med Medekrog i Ganen.
Fra Valen stiger Salmer,
fra Møddingen galer Hanen.
Fremmede Stjerner!
Se Jordgudinden smiler,
som Venus mellem Kloder
eller som Guds Moder.
Hun straaler, vendt mod Solen,
med Blikket fuldt af Varme
og strækker mod Evigheden
Lysternes aabne Arme!
Hun danser i sin Bane,
forventningsfuld og kælen.
I skulde bare ane,
hvor fyrig hun er i Sjælen.
Slægternes Vrimle,
Aarenes Millioner
synger mod alle Himle
hendes tindrende Toner.
Bag Blikket, som blænder,
vi bløder og flammer,
jubler og skærer Tænder.
Fremmede Stjerner!
Lad eders elskende
se op over Fjorden,
drømme en Straaledrøm
om Stjernen deroppe: Jorden.
I skulde bare vide,
hvor fyrig hun er i Sjælen:
hun danser og ler i Himlen