Ved Vesterhav og ved Limfjords Vand
ligger Hardernes Land.
Og over det driver der Gus fra Vest
med den bitre Blæst.
Tit tynges Luft over Landets Sletter
af Skyer, der minder om mørke Jætter,
og Havhalm stritter
om Klitter.
Af Aaer og Søer og Vande fuld
ligger Hardernes Muld
fra Hardbo-Ør med dens Vige og Nor
og til Ringkøbing Fjord.
Nær Hedeflader og lyngklædt Skraaning
der krykker saa mangen en straatækt Vaaning
med stridbar Grønning
paa Mønning.
Fra Gaarde og Huse ser Øjet saa frit
og saa milevidt
mod diset og blaaende Horisont
paa Godt og Ondt.
Og inde tit Klokkependulet skrider
saa langsomt, som maatte det gamle Tider
til Nutid føje
med Møje.
Men Harders Syssel har ogsaa Jord,
hvor det yppigt gror,
hvor Bakker og Dale i Farvepragt
er om Vige lagt,
hvor Tagene straaler af Tegl moderne,
hvor Agrene duver af Korn og Kerne,
fra alt slaar Grøde
i Møde.
Som Disen om Hardernes Horisont
ligger Sognene rundt,
saa dirrer af Mindelser mangefold
deres Folke-Old;
det flimrer af Fortid for Nutids Øje,
og Loke saar Havre om Kæmpehøje,
hvor stærke Drenge
sov længe.
Endnu gaar der Saga om Kæmpefærd
med blodige Sværd
af Hardernes Hære i Hærgedrift —
gennem Romerskrift.
Paa Oldtidspræget skal Ætterne kendes
og stridige Karle, der sjældent blændes,
gaar tit mod Blæsten
fra Vesten.