Det er som Solen standser
en Stund ved Dødens Bolig,
og Sneen rødmer varligt ved den haarde Sø,
der under Isens Panser
forvarer Fisken trolig,
at Sjælen ej skal dø.
Og Lyset langsomt lindrer
i Markens frosne Fure,
og lodret spejler Søen Bakkedragets Skær —
som om den rørt erindrer
de gamle, hvide Mure,
der sank i Glemsel her.