Dagen daler nu ned igen,
Vestenvinden blæser fra Solen,
klemmer Bølger imod mig hen,
Guldryggene standser ved Molen.
To Verdener volder mit Sinds
Aftensuk og salige Dragen;
den sol- og jordkryddrede Vinds
Vildsus er en Vellystklagen.
Solverden i Blaaheds Dyb!
Hvem fatter din Ildsmerte?
Mig svindende Jordkryb
signer dit hvidglødende Hjerte.
Regnstraaler af smeltet Sten
paa Solpletternes Kulmark falder.
Sol, du har Pletter! Jeg øjner een,
eet Mærke af Kulde og Alder.
Dækkes en Stund din sidste Bræm
af vor Maanes usalige Ørke,
kaster Dødsskyggen sig frem
som et Styrt af det yderste Mørke.
O — gribende Aftensol,
ømt vækker du Lyst, som gruer!
O — gribende Aftensol,
Havskyggen og Natten truer.
Mure lyser i rødlig Fred,
som fortabt i hellige Minder,
Afskedssmilet paa Graadens Bred,
Lykkens Svaghed, idet den svinder.
Sol, du maner med varsomt Skær
Tidernes Sorg og Sødme af Jorde —
Ildhavenes Aftenskær
i vor Stjernes sildige Fjorde!
Guldbølgerne til mig gaar,
snorligeste Vej de strømme,
Hulk af Skønhed, der snart forgaar,
Blodstriben af gyldne Drømme.