Røverborgen
Castello del Petraro
Castello del Petraro
Jeg vandred op ad Scalabjergets Hæld
fra Sten til Sten i øde busket Fjæld,
og Solen strakte ind den lyse Dag
imellem fjerne Bygers Kildevæld.
Og smidigt smutted Firben tyst og tit
op ad de stejle Blokke af Granit,
opad gik ogsaa jeg med sindig Fart
at finde Verden aaben milevidt.
Hvor Klippegrunden ender, vokser Skov,
dér stundom Vinterulven gaar paa Rov,
med Ringleklokker hængt om Halsen gaar
i øde Højder Køer let paa Klov.
Og Tyngden letted mer og mer sit Tryk,
jo mer jeg kravled op ad Jordens Ryg,
i krumme Dale sneg en langsom Sky
sin laadne Krop, af Væde tung og tyk.
Der var saa stille paa den høje Mark,
og øverst som en strandet Noæ Ark
saa jeg en tung, forfalden Borgruin,
for længst forladt og graa som Fjældets Bark.
Jeg stod i unge ranke Træers Ly,
dybt nede lyste stille By ved By,
men oppe om den gamle Borgruin
der lagde sig en Flig af Himlens Sky.
Hvi kom jeg her? Her døde alting bort,
her kom de himmelstræbende tilkort,
de høje Hvælvinger til Jorden brast,
og alle Øjne her for længst saa sort.
Her lagde Himlens Sky en naadig Fold
af Glemsel over Fortids Mur og Vold,
og Skyen om den skumle Fortidsrest
var selv som fyldt af Dunkelhed fra Old.
Dybt nede falmet Skov med falden Frugt
og dybere endnu den dybe Slugt,
Skypumpen sænked fra en Tordensky
sin mørke Snabel i Salernos Bugt.
Det var, som op ad Babels Taarn jeg steg,
jeg steg og steg, og Himlen veg og veg.
Jo højere jeg op mod Himlen kom,
des større Svælg, saa snart jeg nedad keg.
Jo højere jeg kom mod Bjergets Top,
des mer slog Jorden sine Kæber op.
Jeg gøs, da fra min Fod en løsnet Sten
mod Dybet rulled ned i lange Hop.
En enlig Hyrdedreng paa bare Ben
med rappe Fødder op paa Muren tren,
Krumkniven bar han, kry han hujed ned,
hvor fire Køer græssed mellem Sten.
Ruinen dér i Ensomhedens Ro
var kendt fra gammel Tid som Røverbo.
Og Dalens Skodder lukked sig i Angst
for dem, der ovenfra ad Faren lo.
Fra denne Borgs forvitrede Portal
saa jeg saa vide over Bjerg og Dal.
Dernede skinned Solskins Fryd og Fest,
heroppe hersked Skyen klam og sval.
I skønne Farver blunded Skov og Skrænt,
og Bjergene laa vidt om Bugten spændt,
ja, Bjerg bag Bjerg omkring mig, Kam ved Kam,
og tavs jeg stod mod Aas og Afgrund vendt.
Saa langsomt, langsomt atter ned jeg tren,
forsigtig traadte jeg paa Knold og Sten,
det føltes, hver Gang Grunden fra mig skred,
som blæstes Marven ud af mine Ben.
Velkommen til min Fod, du jævne Jord,
farvel, du Tind, hvor Ørn og Øde bor.
Jeg færdes atter rolig i mit Dyb
paa Luftens Bund, hvor Liv i Lyset gror.
S. Cataldo, Novbr. 1925.