Sagte bag Bjergene synker Italiens Sol,
Bjerge i Vest over Bjerge i Øst lægger Skygge,
Bjerge i Øst har om Foden et Skær af Viol,
brændende drømmer der Rødt om de takkede Rygge.
Inderligt lyser de riflede Brud af Granit,
inderligt lyser de stenede Pander mod Bugten,
stejlende, stivnede Skrænter forbløder saa blidt,
Skyggen gaar langsomt og slukkende op gennem Slugten.
Golfen er rolig og dyb, som et talende Blik,
ligger og grunder i mørknende Evighedsfarver,
ligger og kogler i Sindet Mystik og Musik,
dybblaa og grønblaa, violblaa og blegnende Farver.
Yderst bag Golfen af fjernere Bjerge en Rand
hviler i Luften og rødmer i luftige Linjer,
som var af Skyerne skabt et hendaanende Land,
malet paa Himmerigs Væg over Jorderigs Pinjer.
Aftenens Sol over Klippernes Kæde i Øst
lyser, som laa over Jorden et Landskab fra Maanen,
Vinløvet falmer, og færdig er Druernes Høst,
Landet er sænket i drømmende Døen og Daanen.
Farverne slukkes og slettes om Tinder og Skaar,
Øde og Tomhed foroven saavel som forneden,
Venus og Jupiter ene paa Himmelen staar,
hersker i Dæmringens Vidder, naar Dagen er leden.
S. Cataldo. Scala, 16. Novbr. 1925.