Der er en Stad i Østerled
med Taarn og gyldne Tage.
Der drypper Evigheden ned
i gode, gyldne Dage.
Jeg sværger dig ved Himlens Blaa:
did skal du aldrig, aldrig naa.
Der leges trindt om Murens Ring
i Lykkens Barnelatter.
Algodheds Høvder gaar omkring
med gavmildt aabne Patter.
Du smed vel glad i Havets Blaa
dit Gods og Guld for did at naa.
Der bærer alle Blomster Frugt,
og alle Rødder glædes.
Og Græsset med den svale Lugt
gror frem saa rask, det ædes.
Alt Folk og Fæ i alle Land
maa længes did med vaaden Tand.
Der vokser ingen Smertens Tjørn,
sker intet Skræmsels Jærtegn.
Og der faar alle Piger Børn,
og alle Mænd faar Kærtegn.
Og Troskab er et ukendt Ord,
hvor intet skinsygt Hjerte bor.
Hvad? Gik din Længsel i min Saks?
Da husk: om did du naaede,
du fik et Spark i Enden straks.
Men trøst dig, thi jeg spaaede,
jeg svor dig til ved Himlens Blaa:
did skal du aldrig, aldrig naa.
10/7 1905