Rundt om Folkets Hjem og Færden,
rundt om Mark og Eng
ligger Havets vide Verden
i sin sunkne Seng.
Gennem Dybets Skumring skære
Fisk i rejsesyge Hære
over Lande, som sig dølger
tynget under Bølger.
Ud mod Horisontens Stribe,
som vi aldrig naar,
stønner vore raske Skibe,
medens Skruen gaar.
Vidt paa Sø Lanterner vaage
gennem Nattens salte Taage,
mens vi tyst med vaade Næver
Fangst af Havet hæver.
Skummelt Nyt fra sunkne Dale
melder os vor Fangst,
Blik vi ser, som tavse tale
om en evig Angst,
ser om vore Liner hænge
Græs fra Underverdnens Enge,
Fisk, der sig paa Krogen vrider
og om Veen bider.
Fremad, frem, mens Solen bygger
Bro foran vor Stavn!
Frem igennem Skyers Skygger!
Frem i Maanens Navn!
Hjemad bærer vore Baade,
hvad de fik af Havets Naade,
men om Had og Hævn dernede
mumler Havets Vrede.