Ved Sommerfarvernes festlige Glans,
drukken af Evigheds dybblaa Bæger
spiller Pan til en Galningedans.
Ung ligger Jorden under Himlens Blaa,
alle Vange grønnes saa vide,
dejlige Piger danser derpaa.
„Dans i jer dristige Sommerdragt,
Solskin skal svimle jer ind i Øjne,
Dansen skal gaa i knitrende Takt!
Dans, saa det suser omkring jert Sind,
suser, som hist, hvor Solskyen sejler,
dans, som I fo’r for en Hvirvelvind!
Dans, saa Blomsterne brister i Blod,
hvor jere fejende Fødder farer!
Dans, saa I synker ned for min Fod!”
Fløjten tav. Deres Sjæle han skuer
skælve Farvel i leende Vaande
hen gennem Lemmernes bævende Buer.
Straks han en knivskarp Tone stryger
ud af en Fjol med en eneste Stræng,
og med et Hvin deres Sjæle fyger —
Fyger som Avner mod Himlens Sol,
fyger som Avner for evige Vinde
i Sommerdagen, der leves i Blinde.