Den Sang gaar det aabne Blaa i Vold,
som Vindenes rige Slæben.
Jeg synger for Hjerte og Sten og Trold,
hvad Livet har lagt mig paa Læben.
Der snurrer den Sol, den Helvedes Brand,
i Rummets gabende Kulde —
og heder til Dis al klar Forstand
og ægger Kød og Mulde.
Om Morgenen stiger et Brandskær op,
som fra en Dommedags Vaade.
Der løfter sig Kvidder fra Tue og Top
til Lov for Guds Sol og Naade.
O — evige Afstand, du mildner alt,
du er som Alkærlighed selve!
Det Hul, hvor vor Stjerne falder og faldt,
det ser vi som faste Hvælve.
Om Aftenen daler et Brandskær i Vest
— vi staar som en Lykke os hændte —,
det ses, som i jagende Østenblæst
det ganske Amerika brændte.
Men Jorden løfter sin tunge Ryg
og drejer os dybt i Skygge,
og skænker os Natten med Søvnens Bryg
af Drømme, skønne og stygge.
Nornerne holder i Evighed
den store Rok i Drejen;
de svinger Mælkevejen,
saa Syv-Stjernen piber derved.
„Saalænge Jordetenen gaar",
det synger de højt paa Stade,
„skal Sommer og Høst, Vinter og Vaar
i Evighed ej aflade".
Saa spinder de Livets Skæbnetvind
i Lag om Jordens Sider.
Vi maaler en Stump af det dyre Spind
med tusindaarige Tider.
De spinder Liv af Mulde og Vejr —
de tvinder Søvnen saa trolig
sammen med Traaden i Stjerneskær,
i Midnat mørk og rolig.
— —
De spinder det frem mod den store Sum,
alt det, som af Kloden evnes.
Den lille Jord i det store Rum
skal stedse rundere jævnes.
Der styrter Tinder med Brist og Skrald,
og Muld med Floderne skylles.
Alle Bjærge de staar for Fald,
og alle Dale skal fyldes.
— —