Thøger Larsen (1875–1928)

For Alfader

Alfer stirre,

Vaner forske,

Norner vise.

Trolde fødes,

Tider tynges.

Lyst har Turser,

Traa Valkyrjer.

Aser aner

onde Varsler,

kaster vilde

Veje Runer.

Springvældet skulde¹

Urd bevogte,

mægted vel værge

det mod Vinter.

Heftig da Hugin²

hende søger.

Tøver den, aner

Aser ondt.

Det tykkes Thrains

tunge Drøm,

Dains Dødsens³

Drøm det tykkes.

Dværgenes Hænder⁴

synker, Himle

synker over

Ginnungs Ætling⁵

Tit Alsvier⁶

ned dem tynger,

faar dem atter

op af Faldet.

Fast staar aldrig

Strand, ej Straale,

listigt aflader

Luft ej at strømme.

Visdoms Magt

i Mimers Brønd

dybt sig dølger.

Veed I mer eller hvad?

        * *

                            *

Videsyg Disa

dvæler i Dale,

hun fra Yggdrasils

Ask er segnet;

Alfers Ætling

hedder Idunna,⁷

yngst af Ivalds

ældste Børn.

Ilde fandt hun

hurtigt Faldet,

under det høje

Træ holdt fast.

Keded sig nu

hos Nørves Slægt,⁸

bedre vant

i Hjemmets Bolig.

Sorg Sejrsguder

saa’ hos Nanna,⁹

sendte [Idunna]

et Ulveskind.¹⁰

Hun fór i det,

Hu hun veksled,

leged listelig,

Lød hun skifted.

Vejrgud valgte¹¹

Vagtgud til ved¹²

Stemmens Sommer-

Dør at spørge¹³

om Verdens Skæbne,

hvad Kvinden vidste.

Brage og Lopt var¹⁴

Vidner begge.

Galder gole,

Ulve rede

Røgner og Guderne¹⁵

ved Jordens Rand[?].

Odin lytter

højt i Hlidskjalf,

lod dem ride

lange Veje.

Vise As bad

Ungdoms Disa

tyde ham og

hans høje Følge

Himlens, Helhjems,

hele Verdens

Oldtid, Ælde,

Undergang.

Ej hun mælte,

ej formaaede

Guden hun et

Svar at give.¹⁶

Taaren trilled

tungt fra Øjet,

som hun atter

Barndom ejed.

Ind kommer øst

fra Eliváger¹⁷

rimkold Turses

Trylletorn,¹⁸

den, hvormed Døder¹⁹

dummer alle

Midgaards Mænd

i mørke Nætter.

Dovner da Daad,

Hænder dvale,

Svimlen svækker

hviden Sværd-As,²⁰

Ørhed rinder,

Taage ryger,

sagtner Sindets

Sysler ganske.

Saadan fandt Guder

den jordfaldne,

da hun sorgfuld

ej kunde svare,

trygled des mer,

jo mer hun tied.

Intet dog nytted

ivrig Tale.

Gaadefærdens

Gudefører,

Vogter af Herjans

Gjallerhorn,²¹

fulgtes bort med

Nálars Frænde.²²

Grimnis Skjald var²³

Jordens Skjold.

Vidars Mænd²⁴

til Vingolf naaede.²⁵

Did de fôr paa

Fornjots Tanker.²⁶

Ind de gik, og

Ygg de Aser²⁷

Velkomst gav ved

Drikkegildet.

De hilste den hængte²⁸

heldigste Asa,

bad ham være

Vært til Højbords,

Guderne samles

glade om Hornet,

stedse med Ygg de

yndigt feste.

Og ved Bænk, som

Bølverk bød dem,²⁹

blev Sæhrimner³⁰

sydet budt dem.

Skøgul for Borde³¹

skænked og bød til

Maden Mjød af

Mimershornet.

Mange spurgte

ved det Maaltid,

Guder Heimdal,

Gudinder Loke,

om Kvinden kendte

Spaadom og Sandsagn,

indtil Skumring

sortned Salen.

Spagt var Svaret,

som det lød fra

Sendebud med

liden Lykke.

Tungefærdig

Kvinde talte

kun i golde

Lyd om Gaaden.

Omi svarer,³²

alle lytte:

„Nat skal bruges

til nye Raad,

tænke til Morgen

hver, som mægter

Raad at give,

godt for Aser.”

Vide randt fra

Bjerges Rygge

sagte Fodret

ned til Fenre.³³

Da gik fra Gildet

hilst af Guder

Hropt og Frigg,³⁴

mens Rimfakse fôr³⁵

Døre aabned

Dellings Søn,³⁶

kørte Hest, som

funkled herligt,

Mandhjems Hest, hvis

Manke skinner.³⁷

Dvalins Fælle³⁸

fôr i Ridt.

Gennem Jorddørs

Gab mod Norden,

under yderst

Rod af Asken

gik til Hvile

Gyger og Turser,

Lig, Dværge

og Svartalfer.³⁹

Riser sig rejste,

Alflys randt,⁴⁰

Natten søgte

nord til Niflheim.

Højt lød Hane-

Gal hos Heimdal,

Hornets Gud paa

Himlens Bjerge.