Tidligere regnedes „Hrafnagaldr Oðins” blandt Sangene i „den ældre Edda”, skønt det ikke fandtes i de gamle Pergamentcodices, men i senere Afskrifter paa Papir. Man har mere og mere fattet Mistanke til Digtets Ælde og mener vel nu, at det er digtet paa Island i det 17. Aarhundrede som et forspil til „Vegtamskviða” (eller „Balders Drømme”). Jeg skal ikke prøve at udtale nogen Mening om denne Sag, skønt jeg kunde tænke mig, at Dele af Digtet stammede fra gammel Tid, især Begyndelsen, og andre Dele maaske var tilføjede. Det synes meget ujævnt, de første Vers rummende et stort og dybt Gude- og Verdenssyn, de følgende (fra Idunnas Fald) undertiden synkende ned til Folkehistoriernes halvgemytlige Fortælleform, hvor den højtidelige Undertone nærmest bryder igennem et Utal digteriske Omskrivninder1, der langtfra altid har nogen poetisk Værdi, og i de stadige Stavrim. Slutningen af Digtet er Skildring af en Morgens Frembrud.
Finn Magnusen siger om Digtet i sin Udgave af Edda (2. Bind, København 1822): „Jeg tvivler aldeles ikke om dette Digts Ægthed og Ælde. Det vise først og fremmest dets ældgamle Ord, samt tillige dets fragmentariske Væsen, og især dets ægte mythiske Aand samt den Omstændighed, at det kun har saare faa Hentydninger til de ellers af Eddaer eller Sagaer bekjendte Fortællinger.” I en Fodnote tilføjer Magnusen: „Det sidste er derimod øjensynlig Tilfældet med det apokryphiske Digt Gunnars Slagr, forfattet i nyere Tider, for at efterligne Eddasangene. Vistnok er det ogsaa, hvad Sproget angaar, et Mesterstykke, men dog forekommer deri enkelte nyere Ord, som ikke vare de gamle bekjendte, skjønt det var forfattet af en af Islands lærdeste og skarpsindigste Oldgranskere.”
Finn Magnusen siger senere: „Digtets mange obsolete Ord og flere Omstændigheder have gjort det hartad uforstaaligt for de fleste Fortolkere. Gudmund Magnæus beretter det Sagn, at den ikke uberømte islandske Digtet Erik Hallsen (der levede omtrent 1650) har søgt at udgrunde Odins Ravnesang i hele ti Aar, men da de vare forløbne, havde kastet den bort, med den Tilstaaelse, at han endnu kun forstod lidet eller intet deraf. Havde denne lærde Mand ikke været overbevist om Digtets Ægthed og høje Alder, vilde han vist ikke have gjort sig en saa uhørt Umage.”
Finn Magnusens Oversættelse er vistnok meget fremragende som Bidrag til Forstaaelse af Digtets Billeder, men i poetisk Henseende lader den adskilligt tilbage at ønske, og Meningen bliver ogsaa paa sine Steder dunkel nok. Første Vers gengiver han saaledes:
Alfer skelne,
Vaner vide,
Norner vise,
Jættinden føder,
Mennesker lide,
Thurserne længes,
Valkyrier sørge. ”
„Alfödr orkar,
álfar skilja,
vanir vitu,
vísa nornir,
elr íviðja,
aldir bera
þreyja þursar
þrá valkyrjur.”
Jeg kender ikke nogen Oversættelse af Digtet i nyere Tid, naar fraregnes en rimet Gengivelse af V. B. Hjorth (1865), men denne synes mig at staa meget tilbage for Finn Magnusens. Nærværende Oversættelse kan maaske kaldes lidt tendentiøs, idet jeg har bestræbt mig for at gøre Meningen klar. 4. Vers lyder saaledes efter Originalen:
„,Kræfter hos Dværge
svinde, Verdner
ned mod Ginnungs
Ætling synke.
Ofte Alsvier
fra oven dem styrter,
ofte fra Faldet
samler dem tilbage.”
„Dugir með dvergum
dvina, heimar
niðr á Ginnun
niði sökkva;
opt Alsviðr
ofan fellir,
opt of föllnum
aptr safnar.”
Som Kuriosum kan her nævnes, at Ordet „dvine” (svinde) endnu eksisterer i Jysk, om end sjældent. (At dvines hen = at visne, tæres hen).
Finn Magnusens og V. B. Hjorths Oversættelser samt H. von Wolzogens tyske Oversættelse har været mig Hjælpemidler til Forstaaelsen af Digtet. Dette mener jeg bør ikke tabes, selv om dets høje Ælde kan drages i Tvivl, særlig for Deles Vedkommende.
September 1914.
Thøger Larsen.