Atter et Aar med dets Byrder og Gaver
synker tilbage,
tog hvert et Blad fra dets blomstrende Haver
med sig af Dage.
Aarene sygner og Somrene falmer,
Aarene segner til Uvejrets Salmer.
Men lige før Aaret
gaar ned i sin Grav,
da vender ved Stenbukken
Solen sin Stav.
Nytaaret gaar som et Barn os i Møde,
Solhvervets Unge,
nynner: "Vend Tankerne bort fra det døde,
syge og tunge!
Se, hvor jeg vokser med hver Dag, der kommer!
Evner og Frø! Se mod Foraar og Sommer!
O-ja! der er meget
forødet og endt.
Men jeg er i Vorden
og Solen har vendt".
"Se mig, jeg mødtes af fattige Klude,
Trusler og Trængsler
men jeg skal Vaar over Mulde bebude,
Lys over Længsler.
Jeg er en Hyrde, med mig skal det vokse —
Græsset jeg vækker, gør Kalven til Okse;
Ja, jeg vækker Engen
i Blomstringens Brand
og Pigen og Drengen
til Kvinde og Mand".