Efter Walther von der Vogelweide.
(Walther levede ca. 1170–1230. Dette Digt, som han lægger sin Elskede i Munden, er sandsynligvis skrevet før Aar 1200).
Under de Linde-
træer hist henne
i Engens Græs vi sammen laa.
Der kunne I finde,
hvor vi tvende
knækkede Blomster og grønne Straa.
Dybt i Skovens Dale klang
— Tandaradei! —
Nattergalens søde Sang.
Hen bar min Fod mig
til vor Tue.
Der fandt jeg allerede ham.
Der tog han imod mig
— høje Frue! —
saa aldrig jeg sødere Lykke fornam.
Kyssed han mig? Ja, mangelund!
— Tandaradei! —
Ser I ikke min røde Mund?
Der havde han redt
af Blomster smaa
et Hvilested for sig og mig,
saa hver maatte leet,
der siden det saa,
om nogen kom gaaende denne Vej.
Let paa Roserne man saa’
— Tandaradei! —
Stedet, hvor mit Hoved laa.
Vidste en anden,
at han var blevet
hos mig — ak, hvor skammed jeg mig.
O, hvordan den
Stund blev fordrevet,
ingen maa ane, kun han og jeg
og den lille Fugl, vi saa’,
— Tandaradei! —
den sit Næb vel agter paa.
1905