Videre end Synet øjner,
og videre end Lys kan naa,
et underligt Land sig højner
op over Havets Blaa.
Det Land er mit Sind, der spænder
om Klipper og grønne Agre.
Højt i Skyerne brænder
Skabelses-Vaartegn fagre.
Og Havet det er det vide,
som bryder omkring min Hu
med Dønn af evige Tide
mod Tankens flyende Nu.
Vildsomme Kræfter strømmer
gennem mit dunkle Selv.
Vildsomme Farver drømmer
under mit Væsens Hvælv.
Luftning fra Saron og Eden
kan suse i Hjertet lindt.
Og Gnister af Evigheden
kan sprude fra Hjertets Flint.
Guder for Mængdens Vaner
slyngedes ud af mit Sind
af kratersprængte Vulkaner,
Lynild og Hvirvelvind.
Min Sjæl har Lunde, hvor skære
Tanker gaar Arm i Arm,
og Valer, hvor Tankers Hære
staar væbnede Harm mod Harm.
Af Klippernes Tinder baarne
staar Templer for Klarheds-Trangen.
Alle de Templers Taarne
vender mod Solopgangen.
Og Længslerne hilser syngende
som Varsel om Aandens Jul
den stedse sig selv foryngende
evige Fønixfugl. — —
Videre end Synet øjner,
og videre end Lys kan naa,
et underligt Land sig højner
op over Havets Blaa.