I den stjernede Nat — i Skærsommernatsluft —
er der Røre og Rislen i Vinde og Vande,
og det fyger med dæmpet og dvalende Duft,
medens Blomsterne folde de farvede Rande!
Kom, min Elskede, hid,
det er Tid — det er Tid!
Vi skal vandre omkring blandt de frodige Enge,
hvori Bækken sig bugter saa sagte og blid
med Klang som fra dirrende Strænge.
Der er Purpur i Vest, i den yderste Rand —
det er Aftenens dalende, dejlige Røde,
som sig breder udover et Æventyrland,
hvor de elverne Aander nu stævne til Møde!
Kom, min Elskede, hid!
Vi vil drømme os did!
Vi vil vende vor Hu mod Ideernes Skare,
vi vil fjerne vor Tanke fra jordiske Strid
til Leg under Stjernerne klare.
Kom herud i det fri! Vi skal leve i Lyst,
vi skal nyde af Kærligheds evige Kilde,
vi skal nære de Længsler, der gro i vort Bryst!
Vaagn dog op, hvis du sover, det bliver saa silde
Over Østhimlens Hvælv
rinder Maanelys-Elv,
og letvingede Vinde henvifte paa Voven!
Lad mig høre din Røst, lad mig skue dig selv
ved min Side i Vangen og Skoven!
Thi den fryder mig herligst, den store Natur,
naar du blidelig hen over Stien mig følger,
ja, da bæver mit Hjerte i Kærligheds-Dur,
inens det nynner i Takt med de rislende Bølger!
Og det Indtryk, jeg faar,
du tilfulde forstaar,
thi du skuer jo Verden paa selvsamme Maade!
For os begge, som gaa i vor lysrige Vaar,
er Skærsommer en tryllende Gaade!