Stormen jager
over Havets Ørk.
Angst og Klager
dør i Natten mørk.
Maanelygten
i en ensom Krog
øger Frygten
under Skyers Tog.
Skibet hugger
haardt som Havet vugger
i sit Kog.
Kvinden klynker,
Manden bange staar:
Ak, vi synker!
Herre, vi forgaar!
Stærke Planker
knager mer og mer.
Ror og Anker
evner intet her.
Efter Hygge
bagved Dødens Skygge
alle ser.
Verdens Strande
sank bag Horisont.
Vande, Vande
raser Verden rundt.
Lykkens Porte
lod sig fordum se.
De er borte,
ingen mer kan le.
Bølgen sprøjter,
Taagehorn og Fløjter
raaber Ve.
Over Søen
under Maanen staar
hastigt Øen
i sin mørke Vaar.
O, da bryder
Glæden gennem Sky.
Verden lyder
nu et „Bliv” paa ny.
Angst maa rømme
som de onde Drømme
flyr mod Gry.