Ja, nu er det Sommer, med Blomst og Løv,
med Bellis i Græs som et Stjernestøv,
med Solsortsang i den lyse Nat
og drømmende Sø under Tordenhat.
Det Grønne trænger med lønlig Magt
af Muldens rødviolette Pragt,
et stille Budskab fra Jordens Sind,
som Rødmen over en Pigekind.
Og Køer og Heste og Faar og Lam
de græsser fra Eng og til Bakkekam,
og Døre staar aabne i Gaard og Hus
mod Sol og Syd og mod Sommersus.
I Bakken grønnes en enlig Tjørn,
omkring den kravler en Sværm af Børn,
de plukker Blomster ved Tjørnens Rod
til Kranse med Farver af Ild og Blod.
Og Fremtid blaaner i deres Blik,
ny Aanders Vinger og ny Musik.
I Vinden aander en vaagnet Gud,
der ler og lokker: Vaagn op, spring ud!
Hvad er det dog for et flygtigt Spil,
fornylig var Blad og Blomst ej til,
da gik vi og sukked: Kom snart, kom snart!
Saa kom det og er der og er paa Fart.
Det Nu, som dryppede til os ned,
det spejler den evige Evighed,
en Draabe saa frodig og sommerblaa,
som Somre, den syngende Sapfo saa.
Det smiler med Skær af Stjerners Brand,
det flyver som Fnug af Løvetand,
er flygtigt og dybt som Smil og Suk,
en Maaneskinsdraabe i Kløverdugg.
I Diget dufter den blaa Viol,
og Engene drømmer saa gult om Sol,
og Fugle ruger i Græs og Krat
og højere stiger den lyse Nat.