Kalliope
→
Poets
→
Carsten Hauch
→
First lines
Carsten Hauch
(1790–1872)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Aldrig fra de grønne Sale
Aldrig skal Dit Navn forgjettes i det høie Nord
Alt funkler Stiernen over Kirkens Tag
Alt Skoven sig fordunkler
Alviva var Konningens Søster huld
Andre troe, det er nok
Atter dog sig reiste Kong Volmer i sin Kraft
Atter stride Polens Sønner paa den vante Viis
B
Bag græsklædte Høie der ligger en By
Befal hvad Du mon eie
D
Da Kong Olafs kjække Helte
De Bølger de skylle, de skylle mod Land
De hvideste Perler i Havet er spredt
Deilige Slot med de glimtende Fløie
Den flygtige Lykke gik Skialden forbi
Den gamle Kong Astolf sukker
Den gamle Sigurd var en mægtig Mand
Den gyldne Sol sank ned i Vesterlide
Den høie Bølge vælter sig halv graa og Hælften hvid
Den høie Dør sig aabned, Kong Volmer fremtreen
Den næste Morgen jaged Kong Volmer under Ø
Den stakkels Pige sad ved det vilde Figentræ
Der boer en Kongeslægt med Glands
Der gives saa bange Tider
Der høres en gammel Klage
Der leged en Svend i den grønne Lund
Der leved en Fisker ved Havets Strand
Der leved engang en Sanger
Der skinned saa mangt et Glimmerlys
Der stander en Borg over Høie
Der staaer et Huns ved Sjællands grønne Strande
Der svømmed en Baad under Stranden
Det dæmred alt i Skoven, jeg treen i Hallen ind
Det er alt længe siden, at jeg min Elskte saae
Det er paa Tiden, bort jeg vandre maa
Det sidste Dagslys taber sig i Nat
Det var en Aften i den kolde Høst
Det var en deilig Morgen og Solen skinned klar
Det var saa mørkt foroven
Det Vinter er, og dog skal ei vi fryse
Du Fugl, der flyver i Luften fri
Du høie Nordens Dronning
Du kastede dit Blik paa mig, og jeg forfærdedes
Du til Poesi vil offre dit Liv, ak, har Du nøie betænkt det
Du tragter og Du higer og veed ei selv hvorhen
Du var det deiligste Barn
Du var en dyb og ædel
Du var en fornem Mand, dog det var fleer
Du var et fattigt Barn af Lykken forladt
Dybt indviklet i Tankernes selsomtslyngede Retgang
Daa man troede, Danmarks Drot
E
En Elv bag tvende Klipper
En gammel Stamme har i Danmark levet
En Lampe glimter ene
En Skat jeg alt har, snart jeg flere skal eie
Eng og Ager grønnedes, der blomstred Bøg og Riis
Et Uhr kun viser Timerne og hvert Minut, der gaaer
F
Farvel du gamle Qvinde, nu gaaer jeg, mens jeg kan
Farvel, mit elskte Moderhiem! farvel du favre Sommer!
Festlig bredte sig Faklernes Glands fra kneisende Høisal
For mange Gaver takker jeg ham
Fortæl mig det ei, Du blege Tænker
Fru Tove sad i Gaarden, da stod ved Borgeled
Frygt ei Sommersolens Magt!
Før Gustav Adolf, Sverigs Konge god
G
Grev Birger hersked i Gotland
H
Heel modig paa min Vandring kom jeg til dig engang
Heiser nu Seil, mine Vers! nu Poseidon er gunstig, og Phoibos
Hellige Forbund, der nys blev begrundet
Hellige Gud
Her, hvor vi sadde bag Skoven i Læ
Her Roserne blussed ved rullende Vove
Her saae jeg Lyset først bag Fjeldets Tinde
Her vil jeg rede Din Vugge
Her voxe grønne Myrter bag Laurbær i Skjul
Herr Magnus han stirrer i Vinternatten ud
Hesperus vifted sin Fakkel i Luft, da bragtes en ukjendt
Hr. Eckhard og Fru Helvig heel tidt hinanden saae
Hr. Folkvar blev ført til Nyborg under Ø
Hver Gang jeg stirred paa de gamle Skrifter
Hvergang sig Solen sænker
Hvi funkler nu saa stærkt hver Ynglings Øie?
Hvi slumrer Du stedse ved Jordens Bryst
Hvi staaer du saa eensom, o Birketræ!
Hvilke Rædsler, hvilke Tider
Hvo var den Lykkeligste her paa Jord?
Hvor dunkle Fiorde giennem Landet trænger
Hvor Faa forstaae den sære Kunst, til Livet
Hvorfor hvælver sig Himmelblaaet
Hvorfor svulmer Weichselfloden, som et Heltebryst
Høit imod Norden i en stille Dal
Hører I Nøkken og Huldren
I
I Bjerget der er et underligt Land
I høie Stjerner, der paa Nattens Sti
I Skoven synger den vilde Fugl
I trende Dage varede den danske Konges Fest
Intet Blad sig i Skoven rører
J
Ja jeg vil søge mig op et Eden
Ja Stjernerne var Skyld deri
Jeg eied intet Meer paa Jorden
Jeg eier en mægtig Veninde
Jeg har en mægtig Ven
Jeg Intet fordrer paa Jorden meer
Jeg kjender lidet kun til Bjerg og Dale
Jeg løser Eder nu
Jeg mindes vel et Sted, gid jeg var der igien
Jeg veed en Flod, jeg saae den kun i Drømme
Jeg veed et Sted, som jeg har elsket længe
K
Kald paa den brune, den kullede Ko!
Kjærlighed, Ungdom og Lykke forsvinder
Kong Volmer havde bygget et Slot ved Vordingborg
Kong Volmer havde dvælet, til Mørket faldt paa
Kong Volmer havde feiret, Visby var ødelagt
Kong Volmer jager den lette Raa
Kong Volmer rider ved Maaneglands
Kong Volmer styred Landet i fem og tredive Aar
Kong Volmers høie Snekke sig gynged under Ø
Konning Olaf sidder i Garderik med sine gode Hofmænd
Kun en eneste Gang, mens de lethenglidende Timer
L
Loke flygted fra Ægirs Ø
Lykkelig den Sanger
Lykkelige Lysets Børn
Lykkelige Skovens Datter
Længe hviled i det Fjerne
M
Mangen Leg af Lykkens Luner maatte Danmark see
Med Andagt knæler jeg
Med røden Kind, med Fiær, der vendte
Med Seier krandset stod den svenske Hær
Mens Sekterne svinde, mens Tiderne gaae
Mig ængster urolige Drømme
Min Falk den fløi over Mark og Vang
Min sidste Digterkrands paa Jordens Kyst
Min Siæl hvad kan du meer begiære
Mit elskte Land hvor er det Seierssmykke
Mod Herrens Aasyn gaaer min Vei
Morgendug, der sagte bæver i den lune Vind
Maane, mit Blik forhadt, stat still’ og hør paa min Biæffen!
N
Naturens ædle Dyrker begjerer ei den Krands
Nei Du vil, Du kan det aldrig glemme
Nei! jeg den holder ei ud den piinlige Vaklen og Strid, der
Nei, Nordens Aand kan ei forgaae
Norden i stærke Strømme frem mod Syden brød
Nu hæver Nattergalen høit sin Stemme
Nu Natten længes og Dagen er kort
Nu sank den Haand, der øved den sjeldneste Bedrift
Nu svæver dristig frem det danske Flag
Nu aabnes Hallen, hvor de Døde sover
Nys førtes Kongen bort paa sorten Baare
Naar jeg vugger Dig i min Arm
Naar Linden grønnes, og naar Gjøgen kommer
Naar Nattens Børn sig hæve
Naar Skytten udsender den hvasse Piil
Naar Sneens Lilier dække Marken ene
Naar Svanen drømmende paa Strømmen bølger
Naar Tal ikke meer og ei Figurer
O
O, du, som græder, visk din Taare bort!
O, Herre! jeg vil gaae, hvorhen du kalder
O Maane, svigt mig ei
O Piil! har Vinden hentet dig
Og nu farvel da, min Hjertens Ven!
Om Dagen jeg søger dig fiern og nær
Om nu det var den Trolddom, der var i Ringen lagt
Orion glimter i sin Midnatsglands
P
Prinds Carlo har sig vendt fra Verdens Tant
Prise skulle vi Gud
Paa Vossevangen der vil jeg boe
R
Reen uskyldig kun Du leved for Dit ædle Digterkald
S
Sangrige Danmark, Du Moder til Helte
Siig mig, høie Musa, Du, som er saa stor og rig
Skjøndt Seclerne flygte som Drømme
Slægter fødes, Slægter svinde, Tiden kommer, Tiden gaaer
Sneen smelter, Kulden svinder
Solen i sin klare Glands
Som i de gamle Templer
Stedse maa jeg derpaa grunde
Stirrer ei i Graven ned
Stjerner blinke med Sølverskjær
Storken er flygtet længst, og Sangerfuglenes Qviddren
Stormen hviner, Skoven bæver, Hytten skiælver under Strand
Svalen har bedraget
Saa er forstummet nu den stolte Tale
Saa est Du da nu skriinlagt Hakon Jarl
Saa red den ædle Konning ad Markerne hen
Saa vandrer ogsaa Du i Dødens Skygger
Saalænge Danmarks Hjerte for Mildhed end kan slaae
Saasnart de atter stode bag Borgens høie Tind
T
Tankefuld den favre Jomfru
Titan af de blege Vover
Taagen splittes, Isen brister, Solen høit paa Himlen staaer
U
Under de høie Bøge var hugget mangen Sti
V
Valdemars og Helvigs Datter
Ved hviden Strand laae Ivars lave Bolig
Ved Midsommertide, da Dagen var lang
Veemod ei min Siæl forlader
Vender sig Lykken fra Dig
Verdens Frelser var opstanden
Vi ere de natlige Væversker
Vi seiled herhid med Jubelsang
Vi veed et deiligt Sted
Vilde forfra Du begynde Dit forsvundne Liv igjen
Vort Danmark var et herligt Land
Vort Land, vort elskte Fædreland!
Å
Aand, som Intet kunde bøie