Afskedssang
ved Studenternes Besøg i Norge, i Sommeren 1851.
ved Studenternes Besøg i Norge, i Sommeren 1851.
Vi seiled herhid med Jubelsang,
Snart seile vi atter tilbage,
Mens Fuldmaanen glimter paa Fjeld og Vang
Og drømmer om hensvundne Dage.
Snart drage vi hjem fra Norges Strand.
Til Danmarks grønklædte Slette,
Os skiller det rindende Nordenvand,
Men aldrig vi Norge forgjette.
Hvorhen vi saa færdes paa Verdens Ø,
Vi aldrig det Land skal glemme,
Hvor Gjestfrihed bygger ved Fjeld og Sø,
Hvor Venskab i Hjertet har hjemme.
Hvor Græsset blinker i Duggens Bad,
Mens Birken dufter i Dale,
Hvor hundrede Vandfald istemmer et Qvad
Om Livet i Bjergenes Sale.
Hvor Vaaren drømmer om Himlens Glands,
Der straaler, skjøndt aldrig den brænder,
Hvor Huldren synger bag Fjeldenes Krands
Om Skatte, som Verden ei kjender.
Nei aldrig vi glemme det Venskabsbaand.
Der snoer sig om Nordens Stammer,
Og aldrig vi glemme den mægtige Aand,
Hvis Ild mellem Fjeldene flammer.
Og Aanden skal færdes paa gammel Viis,
Mens Secler liig Vandbølger svinde;
Og nordiske Svaner skal synge dens Priis,
Saa aldrig det ganger af Minde.
De Bølger, der skiller en Ven fra sin Ven.
De kan dem vel atter forene,
Saa lever da vel, til vi samles igjen
Bag Lindens beskyttende Grene.