Reen uskyldig kun Du leved for Dit ædle Digterkald.
Derfor Danmark aldrig glemmer Dig, sin elskelige Skjald;
Tro Du var imod Din Konge, mod Dit Land og mod Din Gud,
Alle Dine bedste Sange sprang af denne Troskab ud.
Som en Fugl fra Paradiset var Du fløiet til os ned,
Fjernt Du stod fra Verdens Vrimmel, i Din Sjæl var evig Fred,
Og med Stjerneglands i Øie svømmed Du i Tidens Strøm, —
Drømte selv bag hvide Lokker mangen selsom Digterdrøm.
Men i Drømmen var der Sandhed, i Din Leg alvorlig Tro,
Let kan Dine Digtervinger derfor naae til Lysets Bo,
Ingen dunkel Plet formørker, ingen Skyld betynger dem,
Oldingen med Barnets Uskyld har de ført nu til hans Hjem.
Unge Roser skal fremspire af Din Gravhøi Aar for Aar,
Danmarks Døttre skal med Taarer vandre did i Høst og Vaar,
Nattergalen ovenover skal forkynde ved sin Sang,
At Du Dannmarks Hjerte smelted ved Din Harpes milde Klang.