Carsten Hauch (1790–1872)

Mens Sekterne svinde, mens Tiderne gaae,

Dit Minde skal staae;

Thi neppe begyndte Din tidligste Sang,

Da var det som Alfer, der qvæde paa Vang;

Det var, som om Aander Du maned af Jord

Med et selsomt Ord;

Snart klang det som Vinden i Bøgenes Sale,

Som Stormenes Røst i den sildige Høst,

Snart smelted Du Hjertet i hemmelig Lyst,

Det var, som naar Vaaren drømmer i Dale.

Og Du vendte Dit Øie mod Tidernes Hav,

Mens Du leged paa Harpen af Guld,

Og Dig hørte de Kæmper, der hviled i Grav,

Og de reiste sig atter af Muld,

Og det lyste med Glands over Fjeld, over Ø,

Og det glimted som Lyn over Sky,

Og nu aldrig de mere kan ældes og døe,

Du har skjænket dem Livet paany.

Lad Sekler da svinde, lad Tiderne gaae,

Dit Minde skal staae;

Din Harpe fortrylled det undrende Nord,

Engang skal den trylle den hele Jord;

Dens Echo skal trænge til Syden sig frem,

Dog er her Dit Hjem;

Hvor Kilderne risle bag grønklædte Høie,

Der lærte Dig Bragi sit deiligste Qvad,

Mens Fuglene lytted bag Lindeblad,

Mens Oldtidens Aander omsvæved Dit Øie.