Dronning Caroline Amalie
(med et Uhr, der blev hende givet, halvtredsindstyve Aar efter hendes første Ankomst til Sorgenfri)
(med et Uhr, der blev hende givet, halvtredsindstyve Aar efter hendes første Ankomst til Sorgenfri)
Et Uhr kun viser Timerne og hvert Minut, der gaaer,
Og Dagen, der bortglider og aldrig stille staaer;
Men hvergang Tidens Ende forkyndes af dets Slag,
Hvergang dets Viser nærmer sig til Aarets sidste Dag,
Da synes det at spørge: „Imens jeg gik min Vei,
„Og medens Himlens Stjerner sig dreied rundt som jeg,
„Og medens frem vi dreves af en hemmelig Magt,
„Hvad har i dette Tidsrum Du virket og fuldbragt?”
Vel den da, ædle Dronning, der svare kan, som Du,
Oprigtig og med Sandhed og uden Frygt og Gru:
„Jeg standsede de Taarer, der randt i Armods Vraa,
„Jeg trøsted de Forladte, jeg mættede de Smaa.”
Thi stedse Du erindred, hvad Din Frelser har sagt,
De Ord, der trodse Dødens og Tidernes Magt,
Og aldrig svinde bort i Forglemmelsens Elv:
„Hvo mætted Een af disse, han mættet har mig selv.”
Ja saadan har Du virket, mens her Du mon boe,
Men meer end al Din Gjerning dog var Din faste Tro,
Og skjøndt til Høihed kaaren, til Magt og Kongeglands,
Dit Hjerte dog Dig smykked med den skjønneste Krands.
Halvtredsindstyve Somre Du vandred blandt os her,
Og blomstred meget skjønnere end alle Havens Træer,
Og som en deilig Lilie Dig stedse Vaaren fandt,
Ved Godhed og ved Ynde Du Alle til Dig bandt.
Derfor vi Alle takke Dig paa denne skjønne Dag,
Der minder om Din første bag Sorgenfris Tag,
For hver en venlig Tanke, for hvert et venligt Ord,
For Alt, hvad Du har virket for Himlen her paa Jord;
For Øine milde Gjerninger, der var vor bedste Trøst,
For Dine milde Blikke, der var vor bedste Lyst,
For hver en Stund, Du vandred med os bag disse Træer,
For Alt, hvad Du har været, og hvad endnu Du er.