Mangen Leg af Lykkens Luner maatte Danmark see,
Hulde Dronning trolig deler Du dets Vel og Vee,
Vender Sorgen om til Glæde,
Trøster dem, som bittert græde,
Haab og Hjelp og Redning sender
Du med milde Hænder.
Mangen Gjerning skal forgjettes, mangt et Minde døe,
Men hvad Du med ædel Villie virked paa vor Ø,
Det ved Danmarks Hjerte gjemmes,
Det skal aldrig døe og glemmes,
Mens den danske Sang og Tale
Klinger gjennem Dale.
Hist, hvor Morgenstjerner drømme nær ved Lysets Hav,
Hist, hvor Himlens Aander svømme langt fra Tid og Grav,
Hist, hvorhen Din Længsel higer,
Hist, hvor Sorg og Smerte viger,
Og hvor Jordens Glands forsvinder,
Der Din Løn Du finder.