Carsten Hauch (1790–1872)

Saalænge Danmarks Hjerte for Mildhed end kan slaae,

Vist aldrig det ganger af Minde,

Hvad stille Du har virket, mens Tiderne gaae,

Alt under de blomstrende Linde.

Og skjøndt Du blev kaldet til Høihed og til Glands,

Det aldrig os ganger af Minde,

At dog ei Jordens Glimmer bedaared Din Sands,

Alt under de blomstrende Linde.

Og skjøndt Dig Himlen smykked som Lilien i dens Pragt,

Det aldrig os ganger af Minde,

At dog Din største Skjønhed i Sjælen blev lagt,

Alt under de blomstrende Linde.

Til Armods ringe Bolig udstrakte Du Din Haand,

Det aldrig os ganger af Minde,

Du mildned mangen Smerte med Kjærligheds Aand

Alt under de blomstrende Linde.

Med moderligt Øie Du vogted Danmarks Smaa,

Det aldrig os ganger af Minde,

Du vendte Sorg til Glæde, hvorhen Du mon gaae

Alt under de blomstrende Linde.

Og tusinde smaa Hænder, der ikke kjende Svig,

Det aldrig os ganger af Minde,

De folde sig nu daglig til Bønner for Dig

Alt under de blomstrende Linde.

Derfor, naar vi samles med Dannerkongen her,

Hvis Daad ham til Folket mon binde,

Vi mindes ogsaa Dig, der ham stander saa nær,

Du Dronning ved de blomstrende Linde!