Kjærlighed, Ungdom og Lykke forsvinder,
Tiden bortvifter den jordiske Glands;
Kunsten dog griber de flygtende Minder,
Fletter dem sammen i Skjønhedens Krands.
Elskov, der leger med Smiil og med Taarer,
Viisdom og Kløgt, der bag Daarskab er gjemt,
Smerter, der adle den Sjæl, som de saarer,
Kalder den frem mellem Alvor og Skjemt.
Tanker, der skjultes i Glemselens Strømme,
Hemmelig Qval i Forbryderens Bryst,
Hjerternes Higen og lønligste Drømme,
Laaner den Skikkelse, Legem og Røst.
Frihed, der Vei gjennem Kampen sig bryder,
Folket, der lider ved Fyrsternes Feil,
Folket, der frelses ved Fyrsternes Dyder,
Viser den os i sit tryllende Speil.
Vel da den Drot, som i Sorg og i Glæde,
Lytted til Retfærds og Frihedens Kald,
Kommende Sagn skal erindre hans Hæder,
Seent skal han glemmes i Kunsternes Hal.