Der leved engang en Sanger,
Forglemt er nu hans Navn,
Men dengang hans Rygte bredtes
Med Vinden fra Havn til Havn.
Hvergang han Harpen rørte,
Hvergang dens Toner klang,
Det lød som Suk fra Skoven
Ved Nattergalens Sang.
Og døende Kæmpers Klage,
Og Elskovs Sorg og Lyst,
Og Stormens vilde Stemmer
Gjenløde fra Skjaldens Bryst.
— „Hvor har Du de Toner nemmet,
Hvor har Du lært Din Sang?”
Saa mæled en fager Jomfru,
Der mødte ham paa Vang.
„Og havde jeg tabt min Fader,
Og var min Moder død,
Jeg troer, naar Du rørte Din Harpe,
Jeg glemte min bittre Nød.”
— Han svared: „Jeg engang slumred
Ved Skovens dunkle Rand,
Men da jeg atter vaagned,
Jeg stod i et ukjendt Land.
Der glimted Træer og Skove
Med overjordisk Pragt,
Dem gnaved ei Støvets Orme,
Dem kued ei Stormens Magt.
Der Fugle med Purpurvinger
Sig vugged bag Lindeblad,
Langt skjønnere klang deres Qviddren
End noget jordisk Qvad.
En høi, besløret Qvinde
Jeg ved min Side saae,
Klart gjennem Sløret tindred
De Øine himmelblaae.
Jeg skimted hendes Aasyn,
Det skinned med Maaneglands,
Om Issen det fagre Guldhaar
Sig snoede rundt i Krands.
Hun sang de deiligste Sange,
Mens Kilderne risled dertil,
Det var som i Luften bæved
Det deiligste Strængespil.
Og Alt, hvad hun sang og talte,
Den ranke, fagre Viv,
Det stod som et Billed i Sløret,
Der havde det vundet Liv.
Det var, som de gamle Bedrifter
Tilbage fra Graven kom,
Og hændtes i samme Time,
Hvori hun sang derom.
Da svandt hver jordisk Taage,
Jeg kunde vort Liv forstaae,
Det voldte vel Tryllesløret,
Hvori jeg det dengang saae.
Hun sagde: „„Mit Slør er vævet
„„Ved Paradisets Kyst
„„Hvor Tiden atter gjenvinder
„„Sin Ungdoms svundne Lyst,
„„Og Skoven og Luften og Fjeldet,
„„Og Flodens rindende Vand
„„Bevare her en Erindring
„„Fra Livets Morgenland.””
Omsider hun bøied sit Hoved,
Da syntes hun dobbelt skjøn,
Et Ord hun til mig hvisked
Heel gaadefuldt i Løn.
Hun sagde: „„Hvergang Du længes
„„Og inderlig trænger til Trøst,
„„Behøver Du blot at nævne
„„Med høi og lydelig Røst
„„Det Ord, Du nylig hørte,
„„Da samles vi atter her.””
Saa mæled den fagre Qvinde
Og svandt bag Skovens Træer.
Men ak! hun svandt for stedse,
Igjen vi mødtes ei,
Det Ord, hun til mig hvisked,
Desværre det glemte jeg.
Dog Alt, hvad Dig bevæger,
Naar jeg mon Harpen slaae,
Det er kun en bleg Erindring
Af hvad jeg dengang saae.
Men tidt, naar Fuglen synger
Skjult under Lindens Blad,
Da vaagner med større Klarhed
Mindet om hendes Qvad.
Thi mangen Fugl af de Mindste,
Som qviddre ved Bækkens Rand,
Den husker endnu en Tone
Fra Paradisets Land.”