Jeg kjender lidet kun til Bjerg og Dale
Og hører Nattergalen mest i Buur.
Jeg veier Ordet ud i gyldne Sale,
Da siger man: „Prindsessen giver Cour.”
En pyntet Skare staaer da ved min Side,
Der, naar jeg taler, bukker fast til Jord;
Men den, som jeg af Alle bedst kan lide,
Med ham jeg aldrig vexler meer et Ord.
Og naar jeg mødig ønsker helst at hvile,
Da maa med Anstand jeg til Dandsen gaae,
Og naar jeg kjeder mig, da maa jeg smile,
Og naar jeg sørger, glad jeg synes maa.
Og vil i Mark og Eng jeg eensom vandre,
Da neier dybt en Dame paa min Vei
Og siger: „Sligt kan passe for os Andre,
„For Eders Høihed dog det passer ei.”
Til den, jeg aldrig saae, jeg snart blier bunden,
En mægtig Herre fæsted mig til Brud;
Men den, jeg elsked mest, han er forsvunden
Og uden Hjem i Verden dreven ud.
Har da en Kongedatter intet Hjerte!
Kan Diademer køle Blodets Brand!
Snart glimte tusind Fakler ved min Smerte,
Naar jeg skal sælges til et fremmed Land.
Derfor jeg græder ofte paa mit Kammer,
Naar Stjern en slukker sig ved Lunas Fjed,
Og ud i Natten seer jeg, hvor hun flammer,
Det blege Barn, der ei af Elskov veed.
Ja, hvorfor Lunas Ild er bleg at skue,
O, det jeg fatter, det jeg grant forstaaer;
Thi hun er Dronning jo paa Himlens Bue,
Og det er koldt og eensomt, hvor hun gaaer.